Angeldansk eller Angelbomål var en variant af sønderjysk, der blev talt i Angel og Svans i det østlige Sydslesvig.
I løbet af 1800-tallet foregik der i de sydlige dele af Slesvig/Sønderjylland et sprogskifte, hvorved dansk blev afløst af tysk som hverdagssprog. Angeldansk blev dermed til substrat til det efterfølgende slesvigske tysk. På den syd for Slien beliggende halvø Svans spredte tysk sig allerede fra 1400-tallet. Dette skyldes især den holstenske adels indflydelse omkring de store godser. Dog blev der ved siden af tysk op til i 1800-tallet fortsat talt dansk. I 1798 berettede præsten fra landsbyen Karby, at folk i området talte et fordærvet angelsk dansk. Femten år senere blev sprogskiftet beskrevet i en rejsebeskrivelse fra Svans, hvori det konstateres, at dansk nu er ved at blive afløst af tysk[1]. I en meddelelse fra Torsted i det sydlige Angel fra 1880 fremhæves, at det "grimme syngende" sprog - på nær to ældre kvinder - nu er forsvundet fra landsbyen[2]. I det nordlige Angel holdt dialekten sig op til 1900-tallet.
Angeldansk var karakteriseret ved musikalsk accent i stedet for stødtonen. /b/- og /g/ blev i udlyd til /f/ og /ch/. /o/ blev til /u/ som i kuhn (for kone) og hunne (for honning, sml. islandsk: hunang). /ig/ blev i udlyd til /e/ som i falle (farlig) og bille (billig). Det personlige stedord jeg blev til æ. Angeldansk havde bevaret en del oldnordiske former som hvénner (hvornår, sml. oldn. hvenær), mjølk (mælk, sml. oldn. mjólk) eller gut (dreng, sml. norsk gutt). Men det fandtes også tyske begreber som teller (dansk tallerken) og hunger (dansk sult).
I området tales nu overvejende standardtysk, men også nedertysk og sydslesvigdansk. Angeldansk er bevaret i en del rim og digte.
I 1995 udkom Ordbog over den danske dialekt i Angel, som bygger på optegnelser foretaget i 1930'erne i det nordlige Angel. Værket er udgivet af Institut for Dansk Dialektforskning.
- ^ „Die Landschaft auf der südlichen Seite der Schley heißt Schwansen [...] Die Einwohner sind hier ebenfalls ächte Dänen, wenn auch ihre Mundart von einem Kopenhagener oder Norweger nicht leicht verstanden wird. [...] Jetzt hört die Dänische Sprache auch beym Landvolke auf und die Plattdeutsche tritt ausschließlich an deren Stelle.“ Fra: Peter Treschow Hanson: Reise durch einen Theil von Sachsen und Dänemark in den letztverflossenen Jahren, Altona 1813, s. 299 & 300 (GB)
- ^ "Die hässliche singende Redeform aus alter Zeit ist verschwunden. Nur bei zwei alten Frauen hiesiger Gemeinde hört man ihn noch", I: Georg Saß: Angeldänische Sprachdokumente, I: Jahrbuch des Heimatvereins Angeln, Kappel/Kappeln 2005, side 72