Bank of England er Storbritanniens centralbank. Den ligger i Threadneedle Street i City of London, og kaldes ofte The Old Lady of Threadneedle Street eller bare The Old Lady. Den blev grundlagt i 1694 for at fungere som regeringens bank.
Banken udfører en centralbanks normale funktioner, det vil sige stabilisering af prisniveauet, at yde støtte til regeringens økonomiske politik, at stabilisere vekslingskursen for britiske pund og at kontrollere guldreserven og statslige aktieposter. Den styres under Bank of England–loven af 1998, som erstatter tidligere love om centralbanken. I og med denne nye lov mistede den ansvaret for regulering af og kontrol med landets banker, som blev overført til Financial Services Authority.
Bank of England har monopol på at udstede sedler i England og Wales. I Nordirland og Skotland findes der egne banker som udsteder sedler, men disse må garanteres med tilsvarende indskud i Bank of England.
Centralbankdirektøren er Mark Carney, der forlod sin stilling som direktør for Bank of Canada for at overtage embedet ved Bank of England 1. juni 2013, efter Sir Mervyn Allister King, der havde bestredet posten siden 30. juni 2003.
Bygningen er fredet (grade I).
Undergrundstationen Bank er opkaldt efter banken, og har en indgang som er bygget ind i banken.
Siden Storbritannien blev medlem af EU, er også centralbanken medlem af ESCB – Det Europæiske System af Centralbanker og eurosamarbejdet. På denne måde har banken indflydelse på pengepolitikken og den økonomiske politik både i Storbritannien og i EU.