Borgerkrigen i Libyen (2011) | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af Det Arabiske Forår og begyndelsen på den Anden borgerkrig i Libyen | |||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
Anti-Gaddafi-styrker
| Libyske væbnede styrker | ||||||
Ledere | |||||||
Mustafa Jalil
| Muammar Gaddafi † |
Borgerkrigen i Libyen (2011), undertiden også omtalt som den første libyske borgerkrig, var en væbnet konflikt i 2011 i det nordafrikanske land Libyen. Borgerkrigen brød ud i 2011 som følge af det bredere Arabiske Forår, og blev udkæmpet mellem styrker, der var loyale over for den siddende libyske regeringsleder oberst Muammar Gaddafi, og oprørsgrupper, som forsøgte at fordrive hans regering.[6][7] Konflikten blev antændt af protester i Benghazi d. 15. februar 2011, som ledte til voldelige sammenstød med sikkerhedsstyrker.[8] Protesterne eskalerede efterfølgende til et oprør, der spredte sig til andre dele af landet.[9] Oprørerne etablerede efterfølgende det libyske overgangsråd, som derpå dannede opposition til Gaddafis regering.
Sammenstødene mellem oprørerne og regeringsstyrkerne ledte til, at man i FN-regi i februar 2011 besluttede at udsende en undersøgelseskommission til undersøgelse af påståede brud på menneskerettighedslovgivning i den forbindelse.[10] FN's Sikkerhedsråd vedtog den 26. februar resolution 1970, som indfrøs Gaddafi og han inderkredses aktiver, begrænsede deres rejsefrihed og henviste sagen til undersøgelse i Den Internationale Straffedomstol.[11] Den 1. marts 2011 vedtog Senatet i USA resolution S.Res.85, hvori de fordømte Gaddafis regering, udtrykte støtte til oprørerne og tilskyndede til at følge Sikkerhedsrådets resolution 1970. Endvidere opfordrede Senatet til, at Sikkerhedsrådet yderligere handlede, heriblandt indførte en såkaldt no-fly zone (flyveforbudszone).[a][12]
I begyndelsen af marts samlede Gaddafis styrker sig og trængte mod øst og genindtog adskillige kystbyer, inden de nåede Benghazi. Den 17. marts 2011 vedtog FN's Sikkerhedsråd endnu en resolution 1973, som bemyndigede medlemslande i at etablere og håndhæve en no-fly zone over Libyen og bruge nødvendige foranstaltninger for at forhindre angreb på civile.[b][13] Denne resolutionen afstedkom, at NATO indførte en no-fly zone over Libyen og samtidig lancerede en bombekampagne, som var rettet mod libyske militær installationer og køretøjer. Gaddafi-regeringen annoncerede derefter en våbenhvile, men kampe og bombninger fortsatte.[14][15] Oprørerne afviste under hele konflikten våbenhvileaftaler med Gaddafi-regeringen og den Afrikanske Unions bestræbelser på at afslutte kampene, fordi de fremlagte planer ikke omfattede, at Gaddafi blev fjernet.[16]
I august indledte oprørsstyrkerne en offensiv mod de regeringskontrollerede områder – bakket op af en vidtrækkende NATO-bombekampagne. Offensiven kulminerede i, at oprørerne i sidste end erobrede Libyens hovedstad Tripoli.[17] Den 16. september 2011 blev det libyske overgangsråd anerkendt af FN som den juridiske repræsentant for Libyen og erstattede dermed Gaddafi-regeringen. Muammar Gaddafi havde undgået tilfangetagen, indtil han d. 20. oktober 2011 blev taget til fange lidt vest for byen Sirte, efter hans militærkonvoj var blevet bombet af NATO. Gaddafi blev henrettet af oprørerne umiddelbart efter hans tilfangetagen.[18] Det libyske overgangsråd erklærede "Libyens befrielse" og den officielle afslutning på krigen den 23. oktober 2011.[1]
Borgerkrigen fortsatte dog i praksis efterfølgende – omend på et lavere niveau – hvor bl.a. tidligere Gaddafi-loyalister fortsatte med at kæmpe. Der herskede således forskellige uenigheder og stridigheder mellem lokale militser og stammer, hvilket bl.a. førte til kampe den 23. januar 2012 i den tidligere Gaddafi højborg Bani Walid. Disse kampe afstedkom, at et alternativt byråd her blev etableret.[19][20] Flere militære militser havde vokset sig store og indflydelsesrige, og deres rolle i det nye Libyen var uklare. Flere militser nægtede at lade sig afvæbne og havde i stigende grad et anstrengt forhold til den nye regering i Libyen. Dette anstrengte forhold ledte i stigende grad til øget spændinger i Libyen, der antændte nye samt gamle uløste konflikter. Perioden efter 2011 var således generelt præget af fortsatte kampe, opsplitning og et betydeligt sammenbrud i landets sikkerhedssituation,[21] økonomi[21] og evne til at håndtere migration.[22] Disse uløste spørgsmål var medvirkende til at lede til den anden borgerkrig i Libyen. Nogle iagttager betragter det som én langvarig borgerkrig i Libyen, som har været karakteriseret af perioder med mindre kampaktivitet. Disse iagttagere skelner derfor ikke mellem en første og anden borgerkrig i Libyen.
Den 19. marts 2011 påbegyndte en koalition bestående af bl.a. USA, Storbritannien, Frankrig og Danmark[23] en militæroperation i Libyen.[24] Koalitionens medlemmer tilkendegav, af flere omgange, at støtte den i Benghazi den 5. marts 2011 formelt stiftede forsamling.[25][26][27][28] Militæroperationen kom i perioden fra den 31. marts til den 31. oktober 2011 formelt under NATO's kommando.[29] I denne periode, hvor koalitionen, ifølge NATO, fløj over 26.000 togter,[30] blev Libyens regering drevet ud af Tripoli og dennes leder Muammar Gaddafi dræbt.[21]
Fodnotefejl: <ref>
-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>
-tag mangler