Che Guevara | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Ernesto Guevara 14. juni 1928 Rosario i Argentina |
Død | 9. oktober 1967 (39 år) La Higuera i Bolivia |
Gravsted | Che Guevara Mausoleum Santa Clara, Cuba |
Forældre | Ernesto Guevara Lynch[1] Celia de la Serna y Llosa[1] |
Ægtefæller | Hilda Gadea (1955–1959) Aleida March (1959–1967, hans død) |
Børn | Hilda (1956–1995) Aleida (f. 1960) Camilo (f. 1962) Celia (f. 1963) Ernesto (f. 1965) |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Universidad de Buenos Aires |
Signatur | |
Che Guevara (dåbsnavn Ernesto Guevara; født 14. juni 1928 i Rosario i Argentina,[2] død 9. oktober 1967 i La Higuera i Bolivia) var argentinsk marxistisk revolutionær, læge, forfatter, guerillaleder, diplomat og militærteoretiker. Han deltog i den cubanske revolution og blev senere minister i den cubanske regering, som blev dannet efter revolutionen.[kilde mangler]
Under hans studietid var han ikke politisk aktiv, men deltog alligevel i studenterdemonstrationer mod præsident Juan Perón. I 1951, mens han studerede medicin, rejste den 23-årige Guevara og hans 29-årige kammerat, Alberto Granado, igennem dele af Sydamerika - en rejse som tog flere måneder og formede hans politiske standpunkter. Middelklassedrengen Guevara kom i umiddelbar kontakt med fattigdom, udnyttelse og undertrykkelse, som det store flertal af befolkningen – landarbejdere, urbefolkning, arbejdere og fattigbønder – blev udsat for, og som fortsat præger flere lande i Latinamerika.[3]
Oplevelserne på turen overbeviste ham om, at kun en revolutionær omvæltning kunne fjerne de økonomiske uligheder og skabe social retfærdighed. Med denne overbevisning begyndte han at læse marxistisk litteratur og engagere sig i Guatemalas revolution under præsident Jacobo Árbenz.[3]
Senere blev han medlem af Fidel Castros 26. juli-bevægelse. Han blev udnævnt af Castro til kommandant - den eneste ved siden af Castro, som havde denne stilling. Han blev senere udnævnt til industriminister og chef for Nationalbanken.[kilde mangler] Guevara var arkitekten bag den cubanske regerings nære forhold til Sovjetunionen, og det var Guevara, der bad om, at sovjetiske atomvåben skulle udstationeres på Cuba, noget som senere i 1962 førte til Cubakrisen.[kilde mangler] I 1965 forlod han Cuba for at deltage i revolutionære aktiviteter andre steder i verden. Først gik turen til Congo-Kinshasa (senere Den Demokratiske Republik Congo) og derefter til Bolivia, hvor han blev taget til fange i en CIA-operation sammen med den bolivianske hær.[kilde mangler]
Mens Che Guevara sad i fangenskab i landsbyen La Higuera i Bolivia, blev han 9. oktober 1967 henrettet af Mario Terán, en boliviansk officer.[4][5]