David Hume

David Hume Vestlig filosofi Oplysningstiden
Portrætmaleri af David Hume (1766) af Allan Ramsay (1713–1784). Hænger på National Gallery of Scotland.
Personlig information
Født	26. april 1711 Edinburgh, Storbritannien
Død	25. august 1776 (65 år) Edinburgh, Storbritannien
Gravsted	Old Calton Cemetery
Nationalitet	Skotsk
Far	Joseph Hume, 10. af Ninewells
Mor	Katherine Falconer
Søskende	John Hume, 11. af Ninewells
Ægtefælle	Blev aldrig gift
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	University of Edinburgh
Medlem af	The Select Society[1], Royal Society of Edinburgh, The Poker Club[2]
Beskæftigelse	Essayist, bibliotekar, økonom, historiker, forfatter, filosof
Fagområde	Epistemologi
Arbejdsgiver	Ambassade du Royaume-Uni en France (1763-1766), Advocates Library (1752-1757)
Arbejdssted	Skotland
Kendte værker	En undersøgelse af den menneskelige forstand, En undersøgelse af moralens principper, En afhandling om den menneskelige natur, Englands historie
Skole/tradition	Empirismen
Påvirket af	Francis Hutcheson, George Berkeley, Isaac Newton, John Locke
Har påvirket	Adam Smith Ludwig Wittgenstein Alfred North Whitehead
Betydningsfulde idéer	Naturalistisk fejlslutning
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

David Hume (født 26. april 1711, død 25. august 1776) var en skotsk filosof og historiker. Han var empirist, dvs. han mente at al sand erkendelse om verden kom fra erfaringen. Det vises i eksemplet om Det gyldne bjerg. Ved at undersøge erkendelsen, nåede han dog frem til, at en sådan ikke er mulig, og hans projekt endte i skepticisme. Blandt andet er han kendt for at vise, at kausalitetsprincippet ikke er rationelt begrundet, da en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning aldrig kan bevises.

Hume er berømt for sit billardeksempel. Hvis vi støder en billardkugle hen mod en anden billardkugle, der ligger stille, så forventer vi, at den anden kugle vil bevæge sig, når den rammes af den første kugle. Vi har set det mange gange før, og det er blevet en vane. Det vi erfarer, er en kæde af begivenheder, der følger efter hinanden i tid, og ikke en årsag.

Hume opstillede også det såkaldte induktionsproblem, som i nogen grad følger af den foregående diskussion af kausalitetsprincippet: Blot fordi en begivenhed er fulgt efter en anden et stort antal gange, kan man ikke antage, at den også vil ske i fremtiden. Hvis denne tese er rigtig, giver det selvsagt naturvidenskaben store problemer. En lignende formulering ses i falsifikationisme.

Hume formulerede et 3. centralt problem, som diskuteres den dag i dag. Det er problemet om at slutte fra er til bør. Mange filosoffer prøver at udlede normative udsagn om, hvad mennesket bør gøre, på baggrund af det deskriptive udsagn om, hvordan verden faktisk ser ud. Men der er ingen logisk forbindelse mellem normative og deskriptive udsagn, hvorfor Hume mener, at denne type slutninger er ugyldige. Der er tale om en naturalistisk fejlslutning. Den nutidige sprogfilosof John Searle har søgt at vise, at det faktisk er muligt at udlede normative konklusioner fra deskriptive præmisser, mens andre giver Hume ret i, at moralske bud aldrig vil kunne udledes af rent deskriptive udsagn.

Inden for bevidsthedsfilsofien er Hume kendt for sin bundle theory, der afviser, at der centralt i bevidstheden skulle være et jeg eller ego (A Treatise on Human Nature).

1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
2. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.