Den Gamle By i Jerusalem

UNESCO Verdensarvsområde Den Gamle By i Jerusalem
Den Gamle By i Jerusalem set fra oven
Sted	Østjerusalem
Kriterium	ii, iii, vi
Reference	148
Region	Mellemøsten
Indskrevet	1981 (5. session)
I fare	1982 – i dag
Oversigtskort
Den Gamle By Den Gamle By placering i Østjerusalem 31°46′36″N 35°14′3″Ø / 31.77667°N 35.23417°Ø / 31.77667; 35.23417
v d r

Den Gamle By i Jerusalem, undertiden også omtalt som Jerusalems gamle bydel, er et 0,9 km² område i Østjerusalem, som er omgivet af en bymur.^[1]

Den Gamle By er i dag opdelt i fire kvarterer; det muslimske kvarter, det kristne kvarter, der armenske kvarter og det jødiske kvarter.^[2] Et femte område i Den Gamle By er Tempelbjerget – kendt af muslimer som Haram al-Sharif – der er hjemsted for Klippekuplen, Al-Aqsa-moskeen og var engang hjemstedet for de to jødiske templer. Den Gamle Bys nuværende mure og byporte blev bygget af Det Osmanniske Rige fra 1535 til 1542 under Suleiman den Storslåede. Den Gamle By er hjemsted for adskillige steder af central betydning og hellighed for de tre store abrahamitiske religioner: Tempelbjerget og Grædemuren for jødedommen, Gravkirken for Kristendommen og Klippekuplen og al-Aqsa-moskeen for Islam. Den Gamle By blev sammen med dens mure føjet til UNESCOs Verdensarvliste i 1981.

Til trods for sit navn er Den Gamle By i Jerusalems nuværende udstrækning anderledes end i oldtiden. De fleste arkæologer mener, at Davidsbyen, et arkæologisk område syd for Tempelbjerget, udgjorde Jerusalems oprindelige bosættelsesområde i bronze- og jernalderen.^{[3][4][5][6][7]} Oldtidens Jerusalem har således til tider spredt sig mod øst og nord og dækket Zion-bjerget og Tempelbjerget. Den Gamle By, som defineret af Suleimans mure, er således forskudt en smule nordpå sammenlignet med tidligere perioder af byens historie. Ligeledes er Den Gamle By mindre end den havde været i løbet af sit højdepunkt i den sene Andet Tempelperiode. Den Gamle Bys nuværende udstrækning er meget detaljeret dokumenteret, især på gamle bykort over Jerusalem gennem de sidste 1.500 år.

Indtil midten af det 19. århundrede var hele byen Jerusalem (med undtagelse af Davids gravkompleks) indesluttet af de gamle bymure. Jerusalem begyndte i det 19. århundrede at udvide sine grænser til områder uden for bymuren, idet byens kommunegrænser blev udvidet til at omfatte arabiske landsbyer som Silwan og nye jødiske kvarterer som Mishkenot Sha'ananim. Den gamle by kom under jordansk kontrol efter den arabisk-israelske krig i 1948. I forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 indtog Israel Østjerusalem, og hele byen har været under israelsk kontrol siden. I henhold til Jerusalemloven fra 1980 blev hele Jerusalem (inkl. Østjerusalem, herunder Den Gamle By) erklæret Israels hovedstad.^[8] Østjerusalems status er dog omstridt og flere anser derfor territoriet som besat af Israel.

1. ^ Kollek, Teddy (1977). "Afterword". I John Phillips (red.). A Will to Survive – Israel: the Faces of the Terror 1948-the Faces of Hope Today. Dial Press/James Wade. about 225 acres
2. ^ Eliyahu Wager (1988). Illustrated guide to Jerusalem. Jerusalem: The Jerusalem Publishing House. s. 138.
3. ^ Finkelstein, Israel; Silberman, Neil Asher (6. marts 2002). The Bible Unearthed: Archaeology's New Vision of Ancient Israel and the Origin of Sacred Texts. Simon and Schuster. ISBN 9780743223386.
4. ^ Ariel, D. T., & De Groot, A. (1978). "The Iron Age extramural occupation at the City of David and additional observations on the Siloam Channel." Excavation at the City of David, 1985.
5. ^ Broshi (1974), pp. 21–26.
6. ^ Reich, R., & Shukron, E. (2000). "The Excavations at the Gihon Spring and Warren's Shaft System in the City of David." Ancient Jerusalem Revealed. Jerusalem, 327–339.
7. ^ "The City of David Is Not on the Temple Mount After All". Israel Exploration Journal. ISSN 0021-2059.
8. ^ "Basic Law: Jerusalem, Capital of Israel". Israel Ministry of Foreign Affairs. 30. juli 1980. Hentet 2. april 2007.