Dolomit (bitterspat) er et karbonatmineral med den kemiske formel CaMg(CO3)2. De trigonale dolomit-krystaller har en hårdhed på 3½–4 på Mohs' skala, og en massefylde på ca. 2,9 g/cm3. Dolomit skelnes fra calcit ved at kold syre har svært ved at opløse det.
Dolomit dannes ofte ved metasomatose af karbonater, hvor magnesium-ioner i havvand eller grundvand replacerer noget af calciummet. Primær dolomit dannes i hydrotermale miljøer. Dolomit er mere massiv end calcit, så dolomitisering efterlader hulrum, der forøger porøsiteten og permeabiliteten af den kalkbjergart dolomitten er i. Selv ved dedolomitisering vil pseudomorfer bevare porøsiteten[1].
Varieteten kutnahorit CaMn(CO3)2) er et sjældent mineral, med mangan i stedet for magnesium som divalente kationer.
Mineralet ankerit CaFe(CO3)2) indgår ofte i dolomitkrystalgitteret som blandinger.
Dolomit blev i 1791 opkaldt efter den franske mineralog Déodat de Dolomieu (1750-1801)[2].