EM i curling 2018 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | World Curling Federation |
Mesterskab nr. | 44 |
Dato(er) | 16. - 24. november 2018 |
Værtsland(e) | Estland |
Værtsby(er) | Tallinn |
Mænd | |
Antal deltagere | 10 hold i A-gruppen 16 hold i B-gruppen |
Førsteplads | Skotland (13. titel) |
Andenplads | Sverige |
Tredjeplads | Italien |
Vinder af B-EM | Danmark |
Kvinder | |
Antal deltagere | 10 hold i A-gruppen 10 hold i B-gruppen |
Førsteplads | Sverige (20. titel) |
Andenplads | Schweiz |
Tredjeplads | Tyskland |
Vinder af B-EM | Norge |
Europamesterskaberne i curling 2018 for herre- og kvindehold var det 44. EM i curling gennem tiden. Mesterskabet blev arrangeret af World Curling Federation og afviklet i Tallinn, Estland i perioden 16. - 24. november 2018 med deltagelse af 20 kvinde- og 26 herrehold. Estland var EM-værtsland for første gang, og både A- og B-turneringerne blev spillet i arenaen Tondiraba Ishal.
Mændenes EM-titel blev for 13. gang i mesterskabets historie – men for første gang siden 2008 – vundet af Skotland, som med Bruce Mouat i spidsen udbyggede sit lands rekord for flest titler ved EM for mænd. Det var første gang at Mouts hold deltog i mesterskabet. I finalen vandt skotterne 9-5 over Sverige, som havde vundet de firegående fire EM-titler, og dermed opnåede skotterne revanche for nederlaget til netop Sverige i EM-finalen året før. Bronzemedaljerne til Italien, som besejrede Tyskland i bronzekampen med 8-6, og som dermed tangerede holdets indtil da bedste EM-præstation, idet de tidligere også havde vundet bronzemedaljer ved EM i 1979. Danmark blev repræsenteret af Daniel Poulsens hold, der endte på 1.-pladsen ved B-VM efter at have besejrede England i finalen med 10-4, og som derfor sikrede sig oprykning til A-gruppen.
Kvindernes mesterskab blev vundet af Sveriges hold, der vandt mesterskabet for første gang siden 2013, og som med Anna Hasselborg som skipper i finalen slog Silvia Tirinzonis hold fra Schweiz med 5-4. Det var 20. gang at Sverige vandt EM for kvinder, men det var første gang med Hasselborg som kaptajn. Bronzemedaljerne gik til Tyskland, som dermed vandt EM-medaljer for første gang siden 2009. I bronzekampen besejrede tyskerne Rusland med 7-4. Danmark blev repræsenteret af Madeleine Duponts hold, som endte på syvendepladsen efter tre sejre og seks nederlag.
EM-turneringerne fungerede endvidere som VM-kvalifikation for både mænd og kvinder. De syv bedste hold i mændenes turnering, Skotland, Sverige, Italien, Tyskland, Norge, Schweiz og Rusland, kvalificerede sig direkte til VM i 2019 i Lethbridge, Alberta, Canada. Derudover gik nr. 8 og 9 i A-VM, Holland og Finland, samt de to bedste hold fra B-VM, Danmark og England, videre til den globale VM-kvalifikation i Naseby, New Zealand, hvor der spilles om de sidste to ledige VM-pladser. Fra kvindernes turnering kvalificerede de syv bedste hold, Sverige, Schweiz, Tyskland, Rusland, Letland, Skotland og Danmark (der i øvrigt som værtsland allerede var sikret en plads), sig direkte til kvindernes VM i 2019 i Silkeborg, Danmark. De fire europæiske pladser i den globale VM-kvalifikation blev besat af A-VM's nr. 8 og 9, Tjekkiet og Finland, samt B-EM's nr. 1 og 2, Norge og Estland.
C-EM blev spillet i Tårnby, Danmark i perioden 12. – 16. april 2018, hvor der for både mænd og kvinder blev spillet om to ledige pladser ved B-EM. Mændenes to pladser blev besat af værtslandet Danmark og Hviderusland, mens kvindernes to pladser ved B-EM blev vundet af Slovakiet og Polen.