Ebjonitisme

Med ebjonitisme (af hebr. ebjonim, de fattige) forbindes almindeligvis benægtelsen af Jesu guddommelighed i opfattelsen af hans væsen. Ebjonitisme og doketisme kan betragtes som to poler i den såkaldte to-natur-lære som er læren eller dogmet om Jesus Kristus som både sand Gud og sandt menneske.

Mens de såkaldte doketister mente at Kristus kun tilsyneladende var et menneske ^[1] – og vægten derved blev lagt på den guddommelige side – mente ebjonitisterne modsat at Jesus blot var et menneske.

^[2]Ebjonitterne var en oldkirkelig sekt, hvis betegnelse sandsynligvis ligesom "nazaræer"^[3] oprindelig var et fællesnavn for alle kristne, der i Jerusalem og omegn så godt som alle hørte til den fattige befolkning; senere blev det kun brugt om de kristne af jødisk oprindelse, og da disse ikke ville slutte sig til den katolske kirke, som havde lyst den paulinske forkyndelse i kuld og køn, fik navnet en sekterisk klang, men det brugtes dog jævnsides med navnet nazaræer. Først efter at Jerusalem i 2. århundrede var forvandlet til den romerske fæstning Aelia Capitolina^[4], delte de jødekristne sig i dem, der som nazaræerne kun søgte at bevare den gamle jerusalemske menigheds traditioner, og dem, der som ebjonitterne fulgte den almindelige kulturudvikling.

Der var så mange afskygninger inden for ebjonitterne, og kilderne til deres historie er så mangelfulde, at man vanskelig kan danne sig et helhedsbillede af dem. Fælles var de om at betragte Jesus som et menneske, født af Josef og Maria, i hvem ånden steg ned i dåben; og de betragtede Paulus som fordærveren af profeten Jesu lære, da de modsat Paulus ville at Moseloven skulle overholdes af alle. Af de fire evangelier holdt de kun på Matthæus’.

Efterhånden modtog ebjonitterne så megen påvirkning fra gnostikerne, fra den græsk-romerske dannelse og måske også fra de orientalske religioner gennem essæerne^[5], at deres to hovedejendommeligheder: deres partikularistiske fremhævelse af Moseloven og deres nøgterne betragtning af Kristus, veg pladsen for universalisme og en spekulativ kristologi; men derved fjernede de sig kun endnu mere fra den katolske kirke.

Af ebjonitisk oprindelse er de pseudo-clementinske homilier (Clementinerne^[6]). ^[2]

Ebjoniterevangelium

Der skulle findes et kun fragmentarisk bevaret apokryft evangelieskrift som tilskrives ebjonitiske kredse og som er præget af deres lære. Det kendes kun fra en række citater hos kirkefaderen Epifanos af Salamis i slutningen af 4. århundrede^[7].

1. ^ Doketisme af gr. dokein: synes)
2. ^ ^{a b} Opslag Arkiveret 12. april 2012 hos Wayback Machine i Salmonsens Konversationsleksikon af kirkehistorikeren Laust Jevsen Moltesen, 1865-1950
3. ^ Se Nazarene (sect) (engelsk)
4. ^ Aelia Capitolina (på latin, fuldt navn, Colonia Aelia Capitolina) var en by grundlagt af erobreren Hadrian i år 131 over Jerusalem, som da lå i ruiner, da han besøgte sit herredømme kendt som Syria Palæstina. Byen blev senere styret som en romersk provins. – Se Aelia Capitolina (norsk)
5. ^ Essæerne eller sjældnere essenerne, "de fromme", en af de vigtige strømninger i jødedommen på Jesu tid.
6. ^ Fra opslag Arkiveret 12. april 2012 hos Wayback Machine i Salmonsen: Clementinerne (latin Clementinæ, græsk Klementia), også kaldet Pseudoklementinerne, er navnet på tre skrifter, som uden grund længe har gået under Clemens Romanus’ navn. De er følgende: 1. Homilierne, som omfatter to breve og 20 taler, er et af de første forsøg på at overføre den hedenske roman på kristelig grund. De handler om en vis Clemens af kejserlig familie, der bliver kristen i Alexandria, følger Apostelen Peter på hans rejser og overværer hans disputationer med Simon Troldkarl. Gennem romanstoffet viser forfatteren, der hører til ebjonitternes kreds og har levet i slutningen af 2. århundrede, at kristendommen ikke er andet end en i ritus simplificeret jødedom, og han polemiserer mod Paulus, på hvem han måske tænker ved Simon Troldkarl, snarere dog på Markion. 2. Rekognitionerne (Genkendelserne) behandler samme romanstof på en noget anden, mere katoliserende måde. 3. Epitome? giver værdiløse udtog af romanen. Faustsagnet er måske ikke uden forbindelse med Clementinerne. (Litt.: A. Harnack, »Die Chronologie der altchristlichen Litteratur«, 2. del, II [Leipzig 1904]; H. Waitz, »Die Pseudoklementinen« [Leipzig 1904]).(Fra opslaget Arkiveret 12. april 2012 hos Wayback Machine i Salmonsen af Laust Jevsen Moltesen)
   — Se også: Artikel Arkiveret 24. oktober 2015 hos Wayback Machine i Patristik af Mogens Müller – Clementine literature (engelsk) og Pseudo-Klementinen (tysk)
7. ^ Side 117 i Finn Stefánsson, (Red.) (1998). Gyldendals religionsleksikon : religion, livsanskuelse — Epifanos af Salamis (svensk)