Edvard 1. af England

Edvard 1. af England
Valgsprog: Huset Plantagenet
Konge af England
Kroning	19. august 1274
Regerede	20. november 1272 – 7. juli 1307
Forgænger	Henrik 3.
Efterfølger	Edvard 2.
Ægtefælle	Eleonora af Kastilien (g. 1254; enk. 1290) Margrete af Frankrig (g. 1299)
Børn	med Eleonora: Katarina Johanne Johan Henrik Eleonora Johanne af Akko Alfons Margrete Berengaria Maria Elizabeth Edvard 2. med Margrete: Thomas Edmund Eleonora
Far	Henrik 3. af England
Mor	Eleonora af Provence
Født	17./18. juni 1239 Palace of Westminster, London, England
Død	7. juli 1307 (68 år) Burgh by Sands, Cumberland, England
Hvilested	Westminster Abbey, London
Religion	Romersk-katolsk
v d r

Edvard 1. (engelsk: Edward I, Edward Longshanks) (17. juni 1239 – 7. juli 1307), også kendt som Edward Longshanks (Lange skanker eller Langben) og Hammer of the Scots (latin: Malleus Scotorum) var konge af England fra 1272 til 1307. Før han besteg tronen blev han omtalt som The Lord Edward.^[1] Han var Henrik 3.'s første søn, og han var med i politiske intriger mod sin faders styre og de engelske baroners oprør. I 1259 var han kortvarigt med i baronernes reformbevægelse, hvor han støttede Oxfordbestemmelserne. Efter at være blevet forsonet med sin fader forblev han loyal i den væbnede konflikt kendt som Den anden baronkrig. Efter Slaget ved Lewes var Edvard gidsel hos de oprørske baroner, men han undslap få måneder efter, og han sluttede sig til kampene mod Simon de Montfort. Montfort blev besejret under Slaget ved Evesham i 1265, og inden to år blev oprøret slået ned. Da der var fred i England, sluttede Edvard sig til det 9. korstog til Det hellige land. Korstoget opnåede kun lidt, og Edvard var på vej hjem i 1272, da han fik nyheden om sin fars død. Han kom kun langsomt tilbage mod England, som han nåede i 1274, hvor han den 19. august blev kronet i Westminster Abbey.

Han brugte meget af sin regeringstid på at reformere den kongelige administration og common law. Via omfattende juridiske forespørgsler undersøgte Edvard uopsigeligheden af forskellige feudale friheder, mens loven blev reformeret ved en række love og statutter, der regulerede ejendomsretten og kriminalloven. Edvards opmærksomhed blev i stigende grad rettet mod militære affærer. Efter at have slået et mindre oprør ned i Wales i 1276–77, standsede han endnu et oprør i 1282–83 med en fuldskala erobringskrig. Efter et succesfuldt felttog underkastede Edvard Wales engelsk overherredømme: han opførte en række borge og byer, som blev beboet af englændere. Herefter blev hans bestræbelser rettet mod Skotland. Først blev han bedt om at afgøre en arvestrid, men i stedet påkaldte han sig suverænitet over kongeriget. Krigen, der fulgte, fortsatte efter Edvards død, selv om englænderne så ud til at være succesfulde på adskillige punkter. Samtidig stod Edvard 1. sig i krig med Frankrig (der var allieret med Skotland) efter den franske Filip 4. havde konfiskeret Hertugdømmet Aquitaine, der hidtil havde været i personalunion med Kongeriget England. Selv om Edvard fik sit hertugdømme tilbage, lettede konflikten det militære pres på Skotland. På samme tid var der problemer hjemme i England. I midten af 1290'erne krævede de omfattende militærkampagner meget høje skatter, og Edvard mødte modstand fra både civilbefolkningen og kirken. Da kongen døde i 1307 efterlod han sin søn Edvard 2. en krig med Skotland og mange finansielle og politiske problemer.

Edvard var en for samtiden høj mand, hvilket gav ham tilnavnet "Longshanks". Han var temperamentsfuld, og sammen med hans højde gjorde det Edvard til en intimiderende mand, der ofte skræmte sine jævnaldrende.^{[kilde mangler]} Han havde dog sine undersåtters respekt som konge, soldat og statsmand. Moderne historikere^[hvem?] er delt i deres vurdering af Edvard 1.; nogle hylder ham for hans bidrag til lov og administration, mens andre kritiserer ham for hans kompromisløshed overfor adelen. Edvard 1. bliver krediteret mange bedrifter under sit styre, herunder at have genoprettet den kongelige autoritet efter Henrik 3.'s styre, at have oprettet parlamentet som en permanent institution og dermed også en funktionelt system til inddrivelse af skatter, og for at have reformeret retsvæsnet gennem udstedelse af love. På samme tid bliver han ofte kritiseret for andre handlinger:^{[kilde mangler]} Hans brutale adfærd overfor waliserne og skotterne og at have udskrevet Edict of Expulsion i 1290, hvor jøderne blev smidt ud af England. Ediktet gjaldt til det formelt blev ophævet under Oliver Cromwell i 1657.

1. ^ Burt 2013, s. 75; Carpenter 1985; Lloyd 1986; Powicke 1947.