Felttoget i Nordafrika

Felttoget i Nordafrika
Del af 2. Verdenskrig
En britisk Crusader-kampvogn passerer en brændende tysk Panzer IV-kampvogn under operation Crusader. 27. november 1941
Dato 10. juni 1940 - 16. maj 1943 Sted Egypten, Libyen, Tunesien, Algeriet og Marokko, Resultat Sejr til de Allierede Casus belli Italiens ønske om at udvide sit kolonirige Territoriale ændringer Italien mister sine kolonier i Afrika
Parter
Storbritannien USA  Frankrig Indien  Australien Sydafrika  New Zealand Frie polske styrker Tjekkoslovakiet Grækenland	Kongeriget Italien Nazityskland Vichy Frankrig
Ledere
Harold Alexander Claude Auchinleck Dwight Eisenhower Archibald Wavell	Pietro Badoglio Ugo Cavallero Albert Kesselring François Darlan
Tab
Frie franske styrker 16.000 Døde, sårede eller tilfangetagne Britiske Imperium 33.000 Døde, sårede eller tilfangetagne USA[1] 2.715 Døde 8.978 Sårede 6.528 Savnede	Tyskland 12.808 Døde[2] Ukendt antal sårede >101.784 fangne[3] Aksemagterne totalt:[4] 950.000 døde, sårede, fangne 8.000 fly ødelagt eller erobret 6.200 guns ødelagt eller erobret 2.500 tanks ødelagt eller erobret

Felttoget i Nordafrika fandt sted i Nordafrika under 2. verdenskrig fra 10. juni 1940 til 16. maj 1943. Felttoget omfattede flere slag udkæmpet i den libyske og den egyptiske ørken – Ørkenkrigen – i Marokko og Algeriet (Operation Torch) og i Tunesien – Felttoget i Tunesien.

Kampene blev udkæmpet mellem de Allierede og Aksemagterne i 2. verdenskrig. I begyndelsen kæmpede italienske styrker mod kampenheder fra det britiske imperium og eksilstyrker fra en række europæiske lande. Allerede i 1941 blev også tyske styrker involveret, og efter at USA gik aktivt ind i 2. verdenskrig i slutningen af 1941, begyndte det også at yde direkte militær støtte i Nordafrika fra den 11. maj 1942.

Kampene i Nordafrika indledtes med Kongeriget Italiens krigserklæring mod de allierede den 10. juni 1940. Den 14. juni krydsede den britiske hærs 11. husarregiment med støtte fra dele af 1. Royal Tank Regiment grænsen til Libyen og erobrede det italienske Fort Capuzzo. Dette blev efterfulgt af en italiensk offensiv ind i Egypten, og derefter i december 1940 af en Commonwealth-modoffensiv, Operation Compass. Under denne operation blev den 10. italienske Armé nedkæmpet. Det tyske Afrikakorps under general (senere feltmarskal) Erwin Rommel blev sendt til Nordafrika for at stive de italienske styrker af og forhindre et fuldstændigt nederlag til aksemagterne.

Der fulgte en række slag om kontrollen med Libyen og dele af Egypten. Højdepunktet var det Andet slag om el-Alamein, hvor styrker fra det britiske Commonwealth under kommando af generalløjtnant Bernard Montgomery fik en afgørende sejr over aksestyrkerne og tvang dem tilbage mod Tunesien. I slutningen af 1942 foretog de allierede, under kommando af general Dwight D. Eisenhower, landgang i Marokko og Algeriet i Operation Torch. Herefter fulgte kampe mod tropper fra Vichy Frankrig og derefter en fremrykning mod Tunesien, hvor aksestyrkerne efter hårde kampe mod vest og syd blev omringet i det nordlige Tunesien og tvunget til at overgive sig i maj 1943.

Ved at tvinge aksemagterne til at kæmpe på en Anden front i Nordafrika gav de vestallierede nogen aflastning til Sovjetunionen, som kæmpede mod aksemagterne på Østfronten. De allierede blev i høj grad hjulpet af, at det britiske efterretningsvæsen havde knækket de tyske koder og således var i stand til at tyde den tyske radiokommunikation (Ultra).

1. ^ Playfair, Volume IV, p. 460. USA's fra 12. november 1942
2. ^ Feldgrau website. "Feldgrau Statistics and Numbers". Arkiveret fra originalen 26. marts 2017.
3. ^ Playfair, Volume IV, p. 460. Antal fangne vedrører kun kampene i Tunesien
4. ^ Brigadier C. N. Barclay, British Army (Retired). "GI - World War II Commemoration". Arkiveret fra originalen 12. juni 2008.