George Formby | |
---|---|
Personlig information | |
Fulde navn | George Hoy Booth |
Født | 26. maj 1904 Wigan, England |
Død | 6. marts 1961 (56 år) Preston, England |
Nationalitet | Engelsk |
Ægtefælle | Beryl Ingham (1924-1960, hendes død) |
Beskæftigelse | Musiker, sanger, skuespiller |
Aktive år | 1921-1961 |
George Formby (26. maj 1904 i Wigan - 6. marts 1961 i Preston) var en engelsk sanger, musiker, skuespiller og entertainer, der i 1930'erne og 1940'erne var en af de mest populære skikkelser i den britiske underholdningsverden og i en periode den højest betalte i branchen. Han sang lette, humoristiske sange og akkompagnerede oftest sig selv på banjo eller ukulelebanjo. Hans sange, blandt andet "When I'm Cleaning Windows", var især populære i krigsårene. Desuden gav den store popularitet ham en større filmkarriere, hvor han ofte fik mulighed for at synge og spille.
Sammen med sin hustru rejste han meget i krigsområderne, hvor han improviserede situationsbestemte tekster, som gjorde stor lykke ved fronten. Det anslås, at han optrådte for samlet set omkring tre millioner allierede tropper under krigen.
Nogle af hans sange havde tvetydige tekster, og "With My Little Stick of Blackpool Rock" fra 1937 blev bandlyst på BBC, idet man mente, at teksten havde seksuelle undertoner. I de fleste tilfælde slap Formby dog af sted med sine let vovede sange på grund af sin muntre, uskyldige fremtoning og den nasale fremførelse i et højt toneleje på Lancashire-dialekt.