Hoh-floden er en flod i det Pacific Northwest, nærmere bestemt på Olympichalvøen i staten Washington i nordvestlige USA. Floden udspringer i Olympic Mountains og løber mod vest gennem Olympic National Park og Olympic National Forest, og munder ud i Stillehavet.
Flodens vand kommer primært fra gletsjerne på Mount Olympus, det højeste bjerg i Olympic Mountains. Floden er en såkaldt "forgrenet flod", og dens mange kanaler flyder over et stort område med banker af grus og småsten.[1]
Hoh-floden har sit navn fra ordet Hoxw, som er flodens navn på det lokale sprog Quinault; ét af flere sprog i området.[2]