Hugo Grotius | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Hugo Grocio, Hugo Grotius eller Hugo de Groot 10. april 1583 Delft, Holland |
Død | 28. august 1645 (62 år) Rostock, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland |
Gravsted | Den nye kirke i Delft |
Nationalitet | Nederlandsk |
Far | Jan de Groot |
Mor | Aeltje van Overschie |
Ægtefælle | Maria Reygersbergen (fra 1608) |
Børn | Cornelis de Groot, Pieter de Groot |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Universiteit Leiden |
Elev af | Jacob Lasson[1] |
Beskæftigelse | Teolog, folkrerettsjurist[2], juridisk lærd, universitetsunderviser, jurist, diplomat, historiker, dramatiker, retsfilosofi, forfatter med flere |
Fagområde | Politisk filosofi, Kristen teologi, folkeret |
Arbejdssted | Haag, Paris |
Fængslet i | Loevestein Slot |
Signatur | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Hugo Grotius (født 10. april 1583, død 28. august 1645) var hollandsk jurist og retsfilosof.
Hovedværket: "De jure belli ac pacis libri tres" (Tre bøger om krigens og fredens ret) blev skrevet i Paris, hvor Grotius protegeredes af Ludvig 13..
Grotius' retslære adskiller sig fra mange af tidens statsteorier ved at tage sit udgangspunkt i den menneskelige psyke (og ikke i religionen). Han mener at mennesker søger sammen – ikke kun fordi det kan være nyttigt – men af en social trang.
Selv om krig er en naturlig tilstand for menneskeligt samvær, finder de ved en slags social drift sammen om en lovgivning, der beskytter den enkelte, selv om det sker på frihedens bekostning.
Staten og ikke fyrsten/kejseren/kongen er suveræn. Den for lovenes overholdelse nødvendige magtudøvelse kan for en tid overdrages regenten, men vender altid tilbage til folket.
Grotius' opfattelse af mennesket som en politisk skabning kan føres tilbage til Aristoteles.