Sir Isaac Newton (født 4. januar1643, død 31. marts1727) [Gammel stil: 25. december1642 – 20. marts1727][1] var en engelsk matematiker, fysiker og astronom, som blandt andet formulerede love om tyngdekraft, massetiltrækning og legemers bevægelse. I sit latinske værk, Philosophiae Naturalis Principia Mathematica (dansk: "Naturfilosofiens matematiske principper") (1687), som regnes for et af de mest betydningsfulde videnskabelige værker nogensinde, gav han en matematisk beskrivelse af de love, som styrer himmellegemers bevægelse. Det vil sige månens bevægelse om jorden og planeternes bevægelse om solen (se himmelmekanik). Hans opfattelse af universet var mekanisk, dvs. at universet adlyder matematiske universelle love. Det passede bedre med en rationel monoteisme og var især et anslag mod panteistisk tænkning, der beskrev universet som en organisme med sin egen sjæl og formål - Gud og skabelsen kunne ikke adskilles, og verden var fuld af tegn, som kun de lærde kunne tolke.
Newton var induktiv empirist (han erkendte, det man kan observere, som viden).[10]