Katakomberne i Paris (fransk Catacombes de Paris; egl. les Carrières de Paris) er 300 kilometer underjordiske gange, skakter og rum i nedlagte kalkstensbrud i Paris, hvoraf en del benyttes som begravelsesplads.
En sammenhængende strækning på cirka 1,7 kilometer af katakomberne 20 meter under gadeplan ved Montparnasse i det 14. arrondissement er offentligt tilgængeligt som en turistattraktion. Ved indgangen står inskriptionen: "Arrete! C'est ici L'Empire de la Morte" – "Stop! Her er Dødens rige".
De underjordiske gange og rum var et kalkstensbrud fra den romerske periode, men blev taget i brug som begravelsesplads, da kirkegården Cimetière des Innocents i slutningen af 1700-tallet var blevet så fyldt, at den udgjorde en sundhedstrussel for indbyggerne, og man måtte flytte de mange lig, ben og knogler til et nyt og bedre sted.