Kognitionsvidenskab er betegnelsen for den tværfaglige undersøgelse af tænkning (kognition) og tænkningens underliggende processer. Kognitionsvidenskaben undersøger både hvad tænkning er, hvad den kan, og hvordan den opstår. Fokus er på, hvordan information optages gennem sanserne (perception), opbevares i hukommelsen, bearbejdes, og videreformidles gennem sproget og den sociale interaktion. Kognitionsvidenskab samler en række forskningsretninger, såsom psykologi, lingvistik, filosofi, neurovidenskab, datalogi og antropologi. Udforskningen af kognitionen er primært kvantitativt eksperimentel, suppleret med computermodeller af f.eks. kunstig intelligens.[2]