Back Comitia curiata German Curiate assembly English Kuriaj komicioj EO Comitia curiata Spanish Comices curiates French Majelis Kuria ID Comizi curiati Italian クリア民会 Japanese 쿠리아 민회 Korean Comitia curiata LA
| Politik i Antikkens Rom |
|---|
 |
| Perioder |
|
| Folkeforsamlinger |
| Almindelige magistrater |
| Særlige magistrater |
| Politiske institutioner |
| Forfatning |
| Romerret |
| Senatus consultum ultimum |
| Titler og hæder |
|
Del af historieportalen |
Kurie-forsamlingen, eller comitia curiata, udviklede sin form og struktur i løbet af det romerske kongerige, og var den primære forsamling, indtil Comitia Centuriata blev organiseret af Servius Tullius.[1] I løbet af disse første årtier blev Roms befolkning organiseret i tredive enheder kaldet "kurie" (eller "curia").[2][3] Kurierne var af etnisk karakter og var således organiseret på grundlag af de tidlige romerske familier – eller mere specifikt på basis af de tredive oprindelige patricier (aristokratiske) klaner.[4] Kurier dannede en forsamling til lovgivnings-, valg- og retsformål. Kurie-forsamlingen vedtog love, valgte konsuler (de eneste valgte magistrater på det tidspunkt),[5] og behandlede retssager. Konsuler fungerede altid som formænd for forsamlingen. Mens plebeiere (almindelige borgere) kunne deltage i denne forsamling, kunne kun patricierne (de romerske aristokrater) stemme.
Idet romerne anvendte en form for direkte demokrati, stemte borgere – og ikke valgte repræsentanter – ved hver forsamling. Borgerlige vælgere havde som sådan ingen magt, ud over magten til at afgive en stemme. Hver forsamling blev ledet af en enkelt romersk magistrat, og det var således den ledende magistrat, der traf alle beslutninger om sager om procedure og lovlighed. I sidste ende var den ledende magistrats magt over forsamlingen næsten absolut. Den eneste kontrol af denne magt kom i form af nedlagte vetoer fra andre romerske magistrater – og beslutninger truffet af ledende magistrater kunne også blive omgjort ved nedlægges af veto af højere rangerende magistrater. Derudover kunne der for enhver beslutning truffet af en ledende magistrat efter 493 f.Kr. – herunder en vedrørende kurie-forsamlingen – nedlægges veto af en magistrat kendt som en plebejertribun (eller folketribun).