Landeveje er efter almindelig sprogbrug alle større veje i landet, som er bestemte for almindelig, offentlig færdsel. Traditionelt har man imidlertid i administrativ henseende skelnet mellem landeveje og biveje. Som modsætning til landevejene stod i ældre tid kongeveje byggede af danske konger og forbeholdte deres færdsel. Rejse foregik frem til begyndelsen af det 20. århundrede til fods eller med hest eller hestevogn, og ved de mest befærdede landeveje lå med regelmæssig afstand en landevejskro således, at de rejsende kunne stille sult og tørst, eller overnatte, hvis det var blevet sent.
I administrativ henseende omfatter landeveje kun de veje, som i henhold til lov af 25. juni 1869 blev optaget på fortegnelsen over de veje, som administreredes af amtsrådene, mens andre offentlige veje var biveje, der administreredes af sognekommunerne. Efter Vejforordningen af 13. december 1793, der organiserede vejbygningen i Danmark ved indkaldte franske ingeniører, skelnede man mellem hovedlandeveje under statens (nærmere bestemt Ingeniørkorpsets) administration og mindre landeveje under amterne, men disse overtog 1869 samtlige landeveje. Denne oprindelige inddeling svarede nogenlunde til vejenes betydning for færdselen og til omkostningerne ved deres vedligeholdelse. [1]
Jernbanenettets udvikling i slutningen af 1800-tallet og i 1900-tallet forandrede mange steder forholdene, idet flere af de gamle hovedveje mistede deres tidligere betydning for den gennemgående færdsel og udgik af landevejsfortegnelsen, mens til gengæld adskillige biveje ved jernbanestationerne fik større færdsel, end nogen vej havde haft før jernbanernes tid, og derfor enten optoges midlertidigt blandt landevejene eller fik tilskud fra amtsrådet til ombygning eller vedligeholdelse.
I de første tiår efter 1900 havde den stærkt voksende biltrafik atter forøget de gennemgående landevejes betydning, særlig hvor lastvogne og rutebusser fik tilrevet sig en del af jernbanernes fragt- og personbefordring og gjorde hovedvejenes vedligeholdelse mere byrdefuld for samfundet end tidligere. Automobilloven af 1921 bidrog i nogen udstrækning til at lægge merudgiften ved vejenes vedligeholdelse over på biltrafikken uden dog at nå til fuld balance, da loven ikke tilstrækkelig sikrede, at automobilskatten anvendes til vejenes forbedring.[2]
De gamle landeveje kan ud fra vejnavne stadig spores flere steder i tættere bebyggelse, selv om de trafikalt er erstattet af omfartsveje, nye hovedveje og motorveje.
Amtsrådet kunne kun anlægge nye veje, når planen var godkendt af ministeriet, og den ny vej kunne da straks optages på landevejsfortegnelsen. Ønskede amtsrådet derimod vejen optaget på bivejsfortegnelsen, fx en ny adgangsvej til et amtssygehus, kunne dette kun ske straks, hvis det pågældende sogneråd indvilligede i at modtage den. Nægtede sognerådet dette, måtte amtsrådet optage vejen som landevej for derefter ved næste revision af bivejsfortegnelsen at lade den overgå til denne. De samme regler gjaldt for ældre landevejsstrækninger, der fx ved et jernbaneanlæg havde mistet deres betydning for gennemgående færdsel og derfor ønskedes aflagt som landevej og overført til bivejsfortegnelsen. Amtsrådet kunne med ministeriets billigelse når som helst overføre en bivej til landevejsfortegnelsen mod samtidig at overtage dens istandsættelse og vedligeholdelse. Sædvanlig nøjedes man dog med at give sognekommunen et tilskud til vejen, enten kontant eller ved at lade amtsvejvæsenet udføre istandsættelse og vedligeholdelse. Vejen blev da stående på bivejsfortegnelse og overføres kun til dennes klasse 1 A. Bivejene opførtes nemlig på fortegnelsen under 3 klasser, hvor den 1. er delt i 2 afdelinger, idet 1 A omfattede de biveje, hvortil amtsrådet gav tilskud, 1 B de øvrige bredeste og bedst byggede veje, 2 de svagere byggede og smallere indgrøftede veje og 3 de svagest byggede og uindgrøftede veje.[3]
- ^ Lütken, s. 341f
- ^ Lütken, s. 342
- ^ Lütken, s. 683