Majrevolten 1968

Majrevolten 1968
Plakat fra majrevolten 1968
Dato	2. maj – 23. juni 1968
Sted	Frankrig
Resultat	Nyvalg og reformer
Parter i den civile konflikt
Franske studenter, arbejdere og sympatisører Myndigheder, fagforeningsledere og politi

Majrevolten 1968 eller Studenteroprøret i Frankrig er navnet på de politiske og civile uroligheder samt efterfølgende hændelser i Frankrig der begyndte med et studenteroprør i Paris, maj 1968. Det hele udviklede sig til en generalstrejke, besættelse af universiteter og fabrikker, som lammede dele af landet og medførte en politisk krise for Charles de Gaulle-regeringen. Da oprøret var på sit højeste, blev hele den franske økonomi lammet.^[1]

Protesterne nåede et punkt, hvor de etablerede politiske ledere frygtede borgerkrig eller revolution, og den nationale regering selv ophørte med at fungere på et tidspunkt, hvor præsident Charles de Gaulle i hemmelighed forlod landet i nogle få timer. Oprøret var en del af 1960'ernes sociale proces, der ændrede nogle af de klassiske samfundsnormer, der herskede på det tidspunkt. Protesterne forgrenede sig til en kunstnerisk bevægelse med sange, alternativ graffiti, sloganer, og plakater.^[2][3]

Majrevolten 1968 havde en markant effekt på det franske samfund og fik konsekvenser i årtier efter. Revolten betragtes den dag i dag som et kulturelt, samfundsmæssigt og moralsk vendepunkt i landets historie, eller som Alain Geismar, en af datidens ledere, senere påpegede, lykkedes bevægelsen "som en social revolution, ikke som en politisk."^[4]

Urolighederne begyndte med, at studerende foretog en række besættelser i protest mod kapitalisme, forbrugerisme, amerikansk imperialisme og traditionelle institutioners værdier og orden. Det spredte sig derefter til fabrikker med strejker, der involverede 11 millioner arbejdere, hvilket var mere end 22 procent af den samlede befolkning i Frankrig på det tidspunkt. Konflikten varede to uger i træk.^[1] Bevægelsen var karakteriseret ved sin spontanitet samt dens decentraliserede vilde strejker. Det skabte en social kløft og konflikt mellem oprørerne på den ene side og det etablerede samfund, fagforeningerne og lederne af det franske kommunistparti på den anden side. Det var den største generalstrejke nogensinde i Frankrig og den første landsdækkende vilde strejke.^[5][6]

De studenterbesættelser og vilde strejker, der blev iværksat over hele Frankrig, blev mødt med voldelige konfrontationer fra universitetsadministrationen og politiet. Myndighedernes forsøg på at knuse oprørerne og de strejkende med politiaktioner, tilspidsede kun yderligere situationen. Den første var gadekampe med politiet i Latinerkvarteret i Paris, efterfulgt af en udbredt strejkebølge og besættelser over hele Frankrig. Præsident de Gaulle rejste til en fransk militærbase i Tyskland, og efter hans hjemkomst blev den franske nationalforsamling opløst, og præsidenten udskrev nyvalg den 23. juni 1968. Volden forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var opstået. Arbejderne vendte tilbage til deres job, og da valget blev afholdt i juni, blev gaulllistpartiet stærkere end nogensinde før. Opstanden i maj blev beskrevet af den franske indenrigsminister Christian Fouchet som "det værste politiet har været involveret i siden 1936."^[7] Samtidshistorikeren Pierre Viansson-Ponté udtalte allerede i begyndelsen af 1970'erne, at begivenhederne i maj 1968 var "mere" dokumenteret, end det var tilfældet med Den Franske Revolution.^[8]

1. ^ ^{a b} "In France, The Protests Of May 1968 Reverberate Today — And Still Divide The French". 2018-05-29. Hentet 2024-12-14.
2. ^ «Mai 68 - 40 ans déjà»
3. ^ DeRoo, Rebecca J. (2014): The Museum Establishment and Contemporary Art: The Politics of Artistic Display in France after 1968, Cambridge University Press. ISBN 9781107656918.
4. ^ Erlanger, Steven (29. april 2008): «May 1968 - a watershed in French life», New York Times.
5. ^ The Nation.com - neglected history may 68 uprising France
6. ^ ABC News - May 1968 protests changed the world explainer
7. ^ Bjøl, Erling (1975): Världshistorien efter 1945 2 : De rika länderna, Stockholm : Bonniers och Utrikespolitiska Institutet (dansk original 1972), s. 298
8. ^ Hägglöf, Gunnar (1975): Minnen inför framtiden : 1961-1971, Stockholm. Norstedts förlag, s. 206