![]() |
Denne artikel omhandler Mimersgade i København. Der findes også en Mimersgade i Horsens. |
![]() | Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. (2018) |
Mimersgade er en gade på det Ydre Nørrebro i København, der løber mellem Jagtvej og Nørrebro Station. Gaden er ca. en kilometer lang.
Området omkring gaden er kendt som Mimersgadekvarteret, hvor gaderne har navne efter gamle nordiske guder og helte. Mimer er i den nordiske mytologi den jætte, der vogter visdommens brønd. Odin pantsatte sit ene øje hos ham for at få lov at drikke af brøndens vand.[1]
Mimersgade består overvejende af beboelse i etagebyggeri. I den sydøstlige ende af gaden ligger der en større kontorbygning, der blandt andet rummer en filial af Arbejdernes Landsbank samt hovedkontoret for Magistrenes Arbejdsløshedskasse. I den nordvestlige ende ligger der en række småforretninger herunder en cykelsmed, to kiosker og et par pizzeriaer. I denne ende af Mimersgade ligger også Nørrebrohallen, hvor gaden krydses af den grønne cykelrute, der løber fra Valby til Emdrup over Nørrebro og Frederiksberg.
Mimersgade har gennem årene været plaget af en del trafik. I 2009 valgte Københavns Kommune derfor at spærre gaden for gennemkørsel mellem Hamletsgade og Bragesgade.