Mittellandkanal er med sine 325,7 km Tysklands længste menneskebyggede vandvej. Kanalen begynder i nærheden af Dortmund fra Dortmund-Ems-kanalen og forbinder Hannover og Wolfsburg til Elben i Magdeburg.
For at undgå unødvendig op- og nedslusning når et fartøj skal krydse en flod, er der bygget akvædukter over både Weser i Minden og over Elben ved Magdeburg. I oktober 2003 blev der indviet en stor akvædukt (Wasserstraßenkreuz Magdeburg) over Elben for at forenkle trafikken til Elbe-Havelkanalen som giver forbindelse til Berlin og Oder, sådan at man kan nå Polen. Forbindelse til Østersøen kan nås via Elb-Lübeckkanalen.