Moralsk partikularisme er en moralteori, der benægter eksistensen af generelle principper – modsat moralsk generalisme, der hævder eksistensen af generelle principper, der kan virke guidende og resultere i moralsk viden. I stedet peger partikularisterne på situationen og dertil hørende kontekst som konstituerende for moralen.[1]
Partikularister deler sig i to debatter med hensyn til begrundelse: den ontoligiske og den epistemologiske. Begge søger at redegøre for oprindelsen af moralsk viden.