Opera buffa

Opera buffa er en komisk operaform fra Italien i 1700-tallet, der kendetegnes ved, at al tekst synges, selv dialoger (i modsætning til to nærtstående genrer, opéra comique og syngespil, med talt dialog).

Samtiden anvendte ikke betegnelsen, men skelnede mellem den traditionelle komiske opera – intermezzo eller commedia per musica - og den nye genre, som ofte kaldtes drama giocoso per musica ("muntert stykke sat i musik")^[1]

I buffaens blomstringstid til midten af 1800-tallet anvendtes i stedet for dialogen seccorecitativet, som senere afløstes af andre reciativtyper.

I modsætning til opera seria lagde den klassiske opera buffa vægt på livfuld karaktertegning, vokalensembler og store finaler som i La serva padrona ("Tjenestepigen som frue"). Det var en opera i to akter af Giovanni Battista Pergolesi uropført i Neapel 1733. Den var indlagt som komisk intermezzo i en opéra seria Il prigioner superbo også af Pergolesi.^[2] Ved en opførelse i Paris 1752 gav den stødet til den såkaldte querelle des bouffons ("buffoniststrid") ^[3]

1. ^ Gyldendals musikhistorie, bd 2., s. 101f — se evt. Dramma giocoso (engelsk)
2. ^ Oplysning om "Tjenestepigen som frue" fra La serva padrona (tysk)
3. ^ Om den såkaldte "buffoniststrid" i Paris 1752-54, der affødte et stort antal indlæg af tidens førende intellektuelle om italiensk og fransk opera (bl.a. af Denis Diderot, d'Alembert, Rousseau): se evt. Querelle des Bouffons (engelsk) eller Buffonistenstreit (tysk)