Et panserskib ((engelsk): ironclad) var et dampdrevet krigsskib fra anden halvdel af det 19. århundrede, beskyttet af panserplader af jern eller stål.[1]
Panserskibet opstod som svar på træskibenes (linjeskibe og fregatter) sårbarhed over for de eksplosive granater, der blev indført i flåderne fra 1840'erne. Det første panserskib, La Gloire, blev søsat af den franske flåde i 1859;[2], og det fik straks den britiske Royal Navy til at påbegynde bygningen af panserskibe. Efter de første sammenstød mellem panserskibe, der fandt sted under den Amerikanske Borgerkrig, stod det klart, at panserskibet havde erstattet det upansrede linjeskib som det stærkeste krigsskib på havene.[3]
Panserskibe blev bygget til flere roller: Til krigstjeneste i flådernes første geled, til brug nær kysterne som kystpanserskibe og til tjeneste på langfart som krydsere. Den hurtige udvikling i konstruktionen af krigsskibe i slutningen af det 19. århundrede, forvandlede panserskibene fra træ- og jernskibe med sejl, der supplerede dampmaskinen, til stålbyggede slagskibe og krydsere med kanontårne. Denne ændring blev båret frem som følge af udviklingen af kraftigere søartilleri (panserskibene i 1880'erne havde nogle af de kraftigste kanoner, der nogensinde er sendt til søs), dampmaskiner med højere ydelse, og fremskridt i metallurgi, der gjorde det muligt at bruge stål som byggemateriale.
Den hastige tekniske udvikling i panserskibets tidsalder betød, at mange af skibene nærmest var forældede, når de var færdigbyggede, og at taktikken for søkrigsførelse hele tiden ændrede sig. Mange panserskibe blev bygget med henblik på at kunne bruge vædderstævn eller torpedoer, som et antal skibskonstruktører anså for centrale våben i søkrig. Der er ingen eksakt dato for, hvornår panserskibenes tid var forbi, men i løbet af 1890'erne forsvandt udtrykket panserskib som betegnelse. De nye skibe blev bygget efter en mere ensartet standard og blev kaldt slagskibe og panserkrydsere.