Registreret partnerskab er en dansk betegnelse for en ægteskabslignende institution i en række lande og delstater. Det kan indgås af to personer af samme køn og i nogle lande også af personer af forskelligt køn. Det indgås hovedsageligt af homoseksuelle par, og medmindre andet fremgår af konteksten vil "registreret partnerskab" herunder henvise til sådanne partnerskaber.
Registreret partnerskab blev indført for at give homoseksuelle nogle af de samme rettigheder og beskyttelser som ægteviede uden at lægge sig for kraftigt ud med de dele af befolkningen som var modstandere af regulære homoseksuelle ægteskaber.
I de senere år er der i flere lande sket en gradvis fjernelse af de juridiske forskelle på registreret partnerskab og ægteskab, således at den vigtigste tilbageværende forskel er navnet. Andre lande (herunder Danmark) har indført kønsneutralt ægteskab, så der ikke længere er forskel.