Robert Hansen | |
---|---|
Personlig information | |
Fulde navn | Robert Hansen |
Født | 5. oktober 1979 (45 år) Hvidovre |
Nationalitet | Dansk |
Bopæl | Frederiksberg |
Forældre | Mogens Hansen Liselotte Hansen |
Kæreste(r) | Mira Wanting (1998-2008) Pernille Fredskild Thøgersen (2009-2015) Nynne Larsen (2020-2021) Julie Starris (2022-2023) |
Børn | 1 søn født 15. oktober 2012 |
Beskæftigelse | Skuespiller, tv-vært, forfatter, pokerspiller |
Aktive år | 1993–nu |
Robert Hansen (født 5. oktober 1979 i Hvidovre) er en dansk skuespiller og tv-vært. Han fik sin debut som skuespiller i 1994, hvor han som 15-årig spillede med i Regner Grasten-filmen Vildbassen. I 1999 fik han sit folkelige gennembrud i Kærlighed ved første hik, hvor han spillede hovedrollen Viktor over for Sofie Lassen-Kahlkes Anja. Filmen blev en stor succes og er set af over en halv million mennesker i biografen. Den blev fulgt op med yderligere fire film om Anja og Viktor, som tilsammen solgte over 2 millioner biografbilletter. Under optagelserne til den første film, mødte han Mira Wanting, som han dannede par med i 10 år frem til 2008.[1]
Han har haft betydelige roller i bl.a. Dykkerne (2000), Den gode strømer (2004), Familien Gregersen (2004), Simon & Malou og Oldboys (begge fra 2009). Han har også medvirket i en række tv-serier og har desuden haft roller i musicals som Flashdance, Dirty Dancing og Kærlighed ved første hik. Fra 2008 til 2012 havde han fast kontrakt som tv-vært hos TV3. Her stod han i spidsen for programmer som Magi i luften (2008), Hjælp jeg er i Japan (2010), Det' løgn og Det perfekte minut (begge fra 2011). Derudover har han lagt stemmer til rollen som Hikke i animationsfilmen Sådan træner du din drage (2010) og de to efterfølgere.
I 2007 vandt han sammen med den professionelle danser Marianne Eihilt årets Vild med dans. I 2009 udgav han sin selvbiografi, Velkommen på forsiden, på Forlaget Turbulenz.
Han er dog også kendt for sit tidligere turbulente liv, der i en årrække blev berørt af historier i pressen om alkohol- og kokainmisbrug. Desuden har han også gjort sig bemærket i form af en række voldssager. I august 2023 blev han idømt fire måneders ubetinget fængsel for vold mod sin ekskæreste Nynne Larsen. Den 5. december 2024 blev han varetægtsfængslet i en sag, hvor han er sigtet for tre forhold, der alle involverer vold, begået mod samme kvinde.