Rust er en fællesbetegnelse for kemiske forbindelser af jern (Fe) og ilt (O). Alt efter sammensætning kan farven være gullig, rødlig, brunlig, grøn og hen til sort.
Rust er et stort problem i mange forbindelser, hvor man bruger jern eller jernholdige materialer. I visse metalsammensætninger dannes en metal- og iltforbindelse, der forhindrer ilten i at nå længere ind i materialet, fx i rustfrit stål. Normalt vil rusten få materiale til at løsne sig i flager, så emnet hele tiden svækkes, efterhånden som ilten trænger længere og længere ind, og til sidst fremkommer huller (gennemtæring), eller emnet knækker.