Rytterdistrikterne opstod, efter at rytteriet i 1670 blev gjort nationalt.[1] Udskrivningen til dem blev foretaget på det efter reformationen omfattende krongods, der blev opdelt i distrikter. Ordningen med rytterdistrikter falder i to perioder: 1679 til 1720 og fra 1720 til omkring 1774. Forskellen mellem dem bestod især i en ændring af den geografiske fordeling af rytterdistrikterne. Rytterdistrikterne blev opløst eller solgt 1764-1774.
Rytterdistrikternes indtrådte som mellemtrin i udviklingen fra en hær, der overvejende bestod af hvervede professionelle lejesoldater til en national hær. I begyndelsen bestod denne nationale milits af egentlige bønder, men efter kort tid indså man, at denne ordning ikke lod sig opretholde, hvis man ønskede landbrugsdriften opretholdt på samme tid som man førte krig. Derfor ændrede man ordningen til at lade ryttergodsbønderne forestå selve finansieringen af rytteriet. Da imidlertid rytteriet blev flyttet fra landdistrikterne til Kronens egne hovedgårde ved købstæderne, bortfaldt behovet for at opretholde rytterdistrikterne, og vejen var dermed åben for en ændring, hvorved militærtjeneste simpelthen blev en pligt for almuen, mens finansieringen blev klaret som et led i de almindelige statslige forvaltningsomkostninger.
- ^ Stoklund, s. 20