Sahelzonen, der ofte kun kaldes Sahel, er et halvtørt bælte (semiarid-område) i Afrika, som danner en bred stribe fra vest mod øst mellem Sahara-ørkenområdet i nord og de mere frodige tør- til fugtsavanner i syd.
Sahel betyder kyst eller bred på arabisk. Ordet spiller på indtrykket af karavanerne, der gennemrejste det hav af sand, som Sahara forestiller, og træffer på den sparsomme vegetation af Sahel.
Måles Sahel fra Dakar (Senegal) til Det Røde Hav (Eritrea) strækker området sig over 6.000 kilometer, og tages Afrikas Horn i Somalia med, over 7.500 kilometer. Bæltet er 150 kilometer bredt ved Det Røde Hav og 800 kilometer i dets vestlige del. Mange stater i Sahel hører til verdens fattigste.
Landbruget i dette område er begrænset; der dyrkes lidt hirse samt maniok, yams og batater, primært til eget behov.