En satellittelefon, eller satphone er en type af mobiltelefon der tager forbindelse til satellitter i stedet for til jordbaserede mobilmaster. Afhængig af strukturen af et specifikt system, kan dækningen være hele jorden eller kun specifikke regioner.
Det mobile udstyr, også kaldet en terminal, findes i mange forskellige afskygninger. Det første modeller af satellittelefoner havde en størrelse og vægt svarende til mobiltelefoner fra slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne, men som regel med en stor sammenklappelig antenne. Nyere satellittelefoner ligner mere almindelige mobiltelefoner i størrelsen, mens visse prototyper af satellittelefoner næsten er identiske til almindelige smartphones[1][2]. Satellittelefoner er populære på ekspeditioner til fjerne egne hvor der ikke findes jordbaserede mobilsystemer.
En fast installation, som f.eks. på et skib, kan bestå af store og robuste moduler til rack-montering, og en styrbar parabolantenne på en mast, der automatisk følger satellitterne. Satellittelefoner har notorisk dårlig modtagelse indendørs, selvom det kan lade sig gøre at få ordentligt signal nær et vindue eller på øverste sal i en bygning med et tyndt tag. Telefonerne har normalt stik til en ekstern antenne, der normalt sættes uden på bygninger eller køretøjer. Visse systemer kan også bruge repeatere, meget lig dem man kender fra jordbaserede mobilsystemer.
I nogle lande, der styres af understykkende regimer som Burma, er det at eje en satellittelefon en forbrydelse,[3][4] da deres signaler kan gå uden om lokale telesystemer og derved undgå censur og telefonaflytning. I Australien kan beboere i fjerne områder ansøge om tilskud fra staten til køb af en satellittelefon.[5]