Stormogulernes Indien betegner en periode i Indiens historie, der strækker sig fra begyndelsen af 1500-tallet til midt i 1700-tallet, og var kendetegnet af to forskellig kategorier af fremmede magters indtrængen i Det Indiske Subkontinent.
Først ankom fyrstedynastiet stormogulerne fra Afghanistan og Centralasien og op gennem 1500-tallet kom samtidig stadig flere europæerne til Indien. Igennem en årrække fastholdt stormogulerne og de lokale fyrster magten, og europæerne, som på dette tidspunkt i særdeleshed bestod af portugisere, franskmænd, hollændere og briter, havde kun held til at leje sig ind i mindre handelsstationer ud til kysten.
Stormogulernes dynasti regerede – med seks stormoguler fra den samme slægt – over store dele af det nuværende Indien, Bangladesh, Pakistan og Afghanistan gennem perioden fra ca. 1500 til begyndelsen af 1700-tallet. Det store rige blev generelt styret med konsekvent og kulturelt engageret hånd. Når den lokale modstand mod stormogulernes herredømme var så begrænset som tilfældet var, hang det sammen med, at deres styre var med til at øge den nationale og lokale sikkerhed. Det gavnede også de lokale fyrster. Forholdet gjorde det sværere for de udenlandske handelsfolk og kolonisatorer at trænge ind i landet fra kystområdernes handelsstationer.