Tsjeka, eller Vetsjeka, (forkortelse for Tsjrezvytsjajnaja komissija, (Ekstraordinær kommission), også kaldet ЧК eller ВЧК, Всероссийская чрезвычайная комиссия по борьбе с контрреволюцией и саботажем, Den alrussiske ekstraordinære kommission til bekæmpelse af kontrarevolution og sabotage) var en hemmelig polititjeneste i Den russiske sovjetiske føderative socialistrepublik i perioden fra december 1917 til februar 1922.[1]
Tsjeka blev etableret i Petrograd af Vladimir Lenin i december 1917 i forbindelse med den russiske revolution til indsættelse mod kontrarevolutionære elementer. Den 10. marts 1918 flyttede Tjekaen – sammen med den russiske revolutionsregering – til Moskva og blev ledet af den polske adelsmand Feliks Dzerzjinskij. Tsjekaen havde ansvaret for at arrestere "klassefjender", præster og kommunisternes politiske modstandere. Allerede i 1918 arbejdede mere end 2.000 specialtropper i Moskva under Tsjkaen, og natten mellem 11. og 12. april 1918 blev den første specialstyrkeoperation gennemført i Moskva. Under operationen stormede over 1.000 specialtropper et større antal huse, hvor der boede anarkister.
Da Sovjetunionen blev oprettet i 1922 blev Tsjekaen omdannet til GPU og senere til KGB. Udrykket Tsjeka blev et kaldenavn for KGB.
Organisationen havde, da den var på sit højeste, omkring 500.000 ansatte, heraf næsten halvdelen som grænsetropper.