En tornado er en voldsomt roterende luftsøjle (hvirvelvind), der er i kontakt med både jordens overflade og en cumulonimbussky eller i sjældne tilfælde bunden af en cumulussky. Tornadoer kommer i mange former og størrelser, og de er ofte (men ikke altid) synlige i form af en kondenstragt, der stammer fra bunden af en cumulonimbussky, med en sky af roterende affald og støv under sig. De fleste tornadoer har vindhastigheder på under 180 km/t, er omkring 80 meter i diameter og rejser flere kilometer, før de forsvinder. De mest ekstreme tornadoer kan opnå vindhastigheder på mere end 480 km/t, er mere end 3 kilometer i diameter og bliver på jorden i mere end 100 km. Større tornadoer er i stand til at anrette store ødelæggelser på sin vej.[2][3][4]
Det sted hvor der dannes flest tornadoer i gennemsnit pr. år, er i det midtvestlige USA på The Great Plains[5]. USA ser op til 1200 - 1224 tornadoer årligt[6][7]. Tornadoerne forekommer her mest i staterne Nebraska, Oklahoma, Kansas og Texas. Disse fire stater udgør også den såkaldte "Tornado Alley". Højsæsonen for tornadoerne er fra marts til starten af juni, hvor maj er den måned, hvori der opstår flest.
Den største tornado registreret er El Reno tornadoen, der den 31 Maj 2013 i 40 minutter forårsagede død og ødelæggelse i en bredde på op til 4160 meter, med lokale vindhastigheder på over 474 km/t målt med mobile radarer, her iblandt "Doppler On Wheels". El Reno tornadoen medførte skader, der kategoriserede den som en EF3 tornado[8]. En mindre erfaren stormspotter og 3 erfarne døde. De 3 erfarne var del af projektet "Twistex".[9]