Tosca er en opera i tre akter af Giacomo Puccini med en italiensk libretto af Luigi Illica og Giuseppe Giacosa. Operaen havde premiere ved Teatro Costanzi i Rom den 14. januar 1900. Værket er baseret på Victorien Sardous franske skuespil i fem akter fra 1887 La Tosca, et melodrama, der foregår i Rom i juni 1800 på et tidspunkt, hvor Napoleon havde invaderet Italien og truede Kongeriget Napolis kontrol over Rom. Operaen indeholder beskrivelser og elementer af tortur, mord, selvmord samt nogle af Puccinis mest populære arier.
Puccini påbegyndte sit arbejde med operaen efter at have set skuespillet La Tosca med Sarah Bernhardt i hovedrollen i Milano i 1889. Forestillingen gjorde et dybt indtryk på ham selv om han ikke forstod sproget. Han begyndte snart efter planlægingen af en opera, men han kom ikke i gang med arbejdet før i januar 1898. Det kom blandt andet af, at rettighederne først var solgt til komponisten Alberto Franchetti. Parallelt med komponeringen rejste Puccini til Paris, hvor han mødte Sardou, og til Rom, for at se stederne hvor handlingen foregik.