UFA | |
---|---|
Virksomhedsinformation | |
Selskabsform | GmbH |
Brancher | Filmindustri, kreativ branche |
Grundlagt | 18. december 1917 |
Etableringssted | Berlin, Tyskland |
Hovedsæde | Potsdam, Brandenburg, Tyskland |
Organisation | |
Moderselskaber | Bertelsmann RTL Group |
Datterselskaber | Tobis-Tonbild-Syndikat UFA Lab |
Eksterne henvisninger | |
Virksomhedens hjemmeside | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
UFA GmbH (i daglig tale blot UFA) er et tysk film- og tv-produktionsselskab ejet af det tyske mediekonglomerat Bertelsmann. Navnet stammer fra det tidligere Universum-Film Aktiengesellschaft, der fra 1917 til 1945 var den førende tyske filmvirksomhed med hovedsæde i Babelsberg. Navnet UFA blev genoplivet af Bertelsmann i 1964 i et nyt selskab, UFA GmbH, der ingen relation havde til det oprindelige Universum-Film.
Det oprindelige UFA blev grundlagt som Universum-Film Aktiengesellschaft den 18. december 1917 oprindeligt på initiativ fra Kejserriget Tysklands hærledelse, da det blev vurderet, at Ententemagterne havde en fordel af sine propagandafilm.[1]
I marts 1927 overtog den tyske forretningsmand og senere minister i Hitlers regering, Alfred Hugenberg, UFA. Han overførte senere ejerskabet til Nazipartiet. I 1942 blev den tyske filmindustri under "Gleichschaltung" slået sammen under ét samlet nazi-kontrolleret selskab, UFA-Film GmbH (Ufi), med hovedkontor i Berlin. Efter Tysklands nederlag i krigen blev selskabet opløst. Aktiviteterne i Babelsberg i Potsdam blev omdannet til DDR's statslige filmselskab DEFA. UFA blev søgt genetableret i Vesttyskland i 1956 som Universum Film AG, men det nye selskab gik kort efter konkurs.
I 1964 købte Bertelsmann aktiviteterne ud af konkursboet tillige med UFA-Filmtheaterkette, en kæde af biografer.[2][3]
I 1997 etablerede UFA sammen med sin konkurrent fra Luxembourg, CLT, et fælles joint venture, CLT-UFA, der efter at have overtaget britiske Pearson Television i 2000 blev omdannet til RTL Group. I dag (2023) er UFA GmbH (UFA) et datterselskab i RTL Groups produktionsafdeling FremantleMedia, og står for alle Bertelsmanns og FremantleMedias produktioner i Tyskland.