Urnesstil

Urnesstilen er en nordisk kunst- eller kunsthåndværkerstil fra den sene vikingetid og højmiddelalderen, som opstod omkring midten af 11. århundrede og forsvandt mod slutningen af 12. århundrede. Dens dyrestil har rødder i romersk jernalder. Selv om romansk stil blev dominerende mod slutningen af 11. århundrede, gik den ikke helt af brug før omkring 1150. Den blev navngivet af norske arkæolog Haakon Shetelig i 1909 efter ornamentikken på Urnes stavkirke nordportal. Stilen omfattes i sin helhed på en gang som luftig, organisk, spændstig og elegant,^[1] men af nogle også som mere monoton og mindre livlig end vikingetidens foregående stilperioder.^[2] Irsk Urnesstil var en parallel til den nordiske. ^[3]

Det centrale motiv i Urnesstilen er ’’det store dyr’’, som normalt afbildes med meget smalle ekstremiteter: lang hals, langstrakt hoved, og mandelformede øjne. Andre træk er en tydelig asymmetri og vekselvirkning mellem brede og smalle linjer. De slanke og elegante former blev lagt i organiske og dynamiske mønstre, så billedet på de fornemste værker fik en plastisk effekt. Denne tilstræbelse til tredimensionalitet var en udvikling bort fra de foregående stilarters, Mammen og Ringerikes, mere fladebindende og todimensionelle træk.^[1] Stilen omfatter også dynamiske og rytmiske flettemønstre med smalle S- eller ottetals-formede slyngninger, hvor lige linjer og kanter undgås. I forhold til tidligere perioder er planter nu fuldt integrerede i motivet, og fungerer ikke længere blot som vedhæng. Selve motiverne er de samme som i de foregående stilarter.^[4]

Urnesstil er den yngste af vikingetidens stilarter: Broa (tidl. Oseberg), Berdal, Borre, Jellinge, Mammen, Ringerike og Urnesstil.^[5]

1. ^ ^{a b} Gjedssø Bertelsen (2002) s. 27
2. ^ Klæsøe (1994) s. 132
3. ^ Gjedssø Bertelsen (2002) s. 31
4. ^ Gjedssø Bertelsen (2002) s. 28
5. ^ Skibsted Klæsøe (1994) s. 150-151