VM i ishockey 1965 var det 32. VM i ishockey, arrangeret af IIHF. For de europæiske hold gjaldt det samtidig som det 43. EM i ishockey, og turneringen blev spillet 4. – 14. marts 1965 i Finland. Det var første gang, at Finland var værtsland for ishockey-VM. A-VM blev spillet i Tampere, mens Turku, Rauma og Pori var værtsbyer for B-VM.
Der var tilmeldt 18 hold til mesterskabet, og de otte bedste hold spillede om A-VM, mens de resterende 10 hold spillede om B-VM.
Gruppeinddelingen af holdene baseredes primært på slutstillingen fra VM i 1963, men også resultater fra den olympiske ishockeyturnering i 1964 fik betydning. De syv bedste hold fra VM 1963 var selvskrevne som deltagere i A-gruppen, men den sidste plads gjorde tre hold krav på. For det første Vesttyskland, der var sluttet som nr. 8 ved sidste VM, men siden da havde vesttyskerne slået DDR (nr. 6 ved sidste VM) i kvalifikationen til OL. For det andet Norge, der havde vundet B-VM 1963 og dermed egentlig var berettiget til at rykke op og erstatte Vesttyskland i A-gruppen. For det tredje Schweiz, der havde slået Norge ved OL og sluttet to placeringer foran nordmændene.
IIHF valgte at lade de tre hold spille kvalifikation om den sidste plads ved A-VM, og den chance udnyttede Norge ved at slå Vesttyskland i finalen efter at have været oversiddere i 1. runde. De to tabere, Vesttyskland og Schweiz, måtte nøjes med at spille B-VM.
Ud over Vesttyskland og Schweiz kom B-gruppen til at bestå af Rumænien, Polen og Jugoslavien (nr. 3-5 ved B-VM 1963) samt Østrig, der rykkede op som vinder af C-VM 1963. De sidste to pladser blev besat af Ungarn og Storbritannien, der kvalificerede sig til B-gruppen efter kampe mod hhv. Italien og Frankrig. Rumænien måtte dog med kort frist melde afbud, så B-turneringen blev gennemført med kun syv hold.
Sovjetunionen blev en suveræn verdensmester med syv sejre i syv kampe. Det var Sovjetunionens tredje VM-titel i træk og den femte i alt. Samtidig blev Sovjet bedste europæiske nation og dermed europamester for ottende gang. Tjekkoslovakiet og Sverige besatte de to næste pladser, mens rekordmestrene fra Canada måtte nøjes med 4.pladsen.