Vandforurening er så stor en ændring af vandkvaliteten, at vandet ikke kan benyttes til dets oprindelige formål. Grundvandets formål kan for eksempel være drikkevand. Overskrides de dertil gældende grænseværdierne, kan grundvandet ikke længere optjene dets formål. Formålsændringen sker, når miljøfremmede stoffer direkte eller indirekte udledes i vandmasser uden den rette behandling til at fjerne de skadelige stoffer. Forurening i sig selv kan defineres på mange måder, men typisk opdeler man det i tre kategorier: kemisk, biologisk og fysisk forurening. Inden for vandforurening vil det mest udbredte være kemisk forurening nærmere betegnet gift- og næringsstoffer. Vandforurening påvirker hele biosfæren, hvilket indebærer både planter og dyr, som lever i det respektive vandmiljø. I de fleste tilfælde ender det ikke blot med, at den individuelle art bliver påvirket, men hele økosystemet lider af denne forurening.