Arden Hesselholt | |||||
---|---|---|---|---|---|
| |||||
Overblik | |||||
Land | Danmark | ||||
Motto | " Skoven i byen og byen i skoven " | ||||
Region | Region Nordjylland | ||||
Kommune | Mariagerfjord Kommune | ||||
Sogn | Arden Sogn | ||||
Postnr. | 9510 Arden | ||||
Demografi | |||||
Arden by | 2.610[1] (2024) | ||||
Kommunen | 41.762[1] (2024) | ||||
- Areal | 792,92 km² | ||||
Andet | |||||
Tidszone | UTC +1 | ||||
Hjemmeside | www.arden.dk | ||||
Oversigtskort | |||||
Arden er en stationsby i Himmerland med 2.610 indbyggere (2024)[1]. Byen ligger i Mariagerfjord Kommune og hører til Region Nordjylland. Byen ligger i den sydlige ende af Rold Skov. Arden er beliggende i et naturrigt område med moser og skov-områder, hvilket byen også bærer præg af.
Indtil 2007 var Arden hovedby i den nu nedlagte Arden Kommune. Arden er nu hovedby i den nordlige del af Mariagerfjord Kommune, og er sammen med Hobro, Hadsund og Mariager udpeget som Mariagerfjord Kommunes hovedbyer. Det sker på baggrund af en forventning om, at den største del af bosætningen og befolkningsudviklingen vil ske i disse byer.
Der findes to kirker i Arden. Arden Kirke som ligger inde i selve byen og Storarden Kirke, som ligger cirka to kilometer mod øst i landsbyen Store Arden. Begge kirker er beliggende i Arden Sogn.
Arden har en række butikker, supermarkeder, banker m.m. Der findes også en folkeskole, og Arden-Hallerne med blandt andet to idrætshaller og en svømmehal. Der går jævnligt tog og busser til og fra byen.