CWD er forkortelsen af en sygdom med det engelske navn chronic wasting disease, på norsk skrantesyke, der er en smitsom, kronisk, neurologisk sygdom hos hjortedyr. Sygdommen skyldes prioner, er præget af kronisk vægttab og er altid dødelig. Der kendes ingen tilfælde hvor CWD er overført til mennesker.
Chronic wasting disease er en transmissibel spongiform encephalopati (TSE) og kendes i Amerika hos sorthalehjort (am. mule deer), Virginiahjort (am. white-tailed deer), wapiti (am. elk), amerikansk elg og i Norge hos rensdyr. Sygdommen blev først anerkendt som et klinisk syndrom i 1967 i sorthalehjorte i en wildlife research facility i det nordlige Colorado, USA og blev identificeret som en TSE i 1978. Sidenhen har CWD spredt sig til fritgående og fangne hjorte i 23 amerikanske stater og to canadiske provinser. I 2016 blev CWD konstateret i Norge.
Det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention har efter undersøgelser konkluderet, at som en sikkerhedsforanstaltning bør man undgå at spise hjerne, rygmarv, øjne, milt, mandler eller lymfeknuder fra hjortedyr fra områder, hvor CWD er blevet identificeret.