Kobber(II)oxid er en kemisk forbindelse mellem kobber og ilt. I dette oxid med sumformlen: CuO er kobberet togyldigt. Kobber(II)oxid er et sort, amorft eller krystallinsk stof. Stoffet er en halvleder. [1] I naturen forekommer det som mineralet tenorit. Tenorit opstår ved forvitring af forskellige kobbersulfider, og det findes derfor oftest i de oxiderede dele af kobberforekomsterne. Det var den italienske botaniker, Michele Tenore (*1780; †1861), der navngav mineralet.