Oslo-aftalerne

Oslo-aftalerne

Øverst:Rabin, Clinton og Arafat i forbindelse med underskrivelsen af Oslo I-aftalen i Washington D.C. d. 13. september 1993. Nederst: den underskrevne Oslo II-aftale.

Oslo-aftalerne (nogle gange refereret til under ét, som Oslo-aftalen) er to aftaler indgået mellem Israels regering og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO): Oslo I-aftalen blev underskrevet i Washington D.C. i 1993,^[1] mens Oslo II-aftalen blev underskrevet i Taba, Egypten, i 1995.^[2] Oslo-aftalerne markerede starten på Oslo-processen: en fredsproces, som havde til formål at opnå en fredsaftale baseret på FN's Sikkerhedsråds resolution 242 og 338 og opfylde "det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse." Oslo-processen startede efter hemmelige forhandlinger i Oslo som resulterede i, at PLO anerkendte staten Israel, og Israel samtidig anerkendte PLO som forhandlingspartner og repræsentant for det palæstinensiske folk.

Oslo-aftalerne skabte det Det Palæstinensiske Selvstyre, som fik en begrænset grad af selvstyre over dele af Vestbredden og Gaza. Ligeledes blev PLO anerkendt, som Israels partner i forhold til en permanent statusforhandling om de resterende spørgsmål. Her var nogle af de vigtigste spørgsmål bl.a. grænserne mellem Israel og fremtidigt Palæstina, israelske bosættelse, Jerusalems status, Israels militære tilstedeværelse og kontrol over områder i Det Palæstinensiske Selvstyre, samt palæstinensiske ret til tilbagevenden (engelsk: 'right of return'). Oslo-aftalerne skabte ikke en palæstinensisk stat.^[3]

Aftalerne blev fordømt af en stor del af den palæstinensiske befolkning. Således beskrev filosoffen Edward Said berømt aftalerne, som en "palæstinensisk Versailles" (se Versailles-aftalen).^[4]

1. ^ Declaration of Principles on Interim Self-Government Arrangements (DOP). 13. September 1993. Fra Knessets hjemmeside.
2. ^ Israeli-Palestinian Interim Agreement on the West Bank and the Gaza Strip. 28 September 1995. Fra Knessets hjemmeside.
3. ^ Hedges, Chris (d. 5. maj 1994): Mideast accord: the overview; Rabin and Arafat sign accord ending Israel's 27-year hold on Jericho and the Gaza Strip. The New York Times. Citat af Yitzhak Rabin: "We do not accept the Palestinian goal of an independent Palestinian state between Israel and Jordan. We believe there is a separate Palestinian entity short of a state."
4. ^ Anne Le More (d. 31. marts 2008). "International Assistance to the Palestinians After Oslo: Political Guilt, Wasted Money". Routledge. s. 65. ISBN 978-1-134-05233-2.: Oslo was opposed by the Islamic movements such as Hamas and Islamic Jihad, parties on the left such as the Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP) and the Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP), and also by intellectuals, mainstream politicians and former peace negotiators such as Haydar Abd al-Shafi, Karma Nabulsi and Edward Said. The latter famously described the agreement as (...)