En rubrik er et fagudtryk inden for journalistik og layout, der betyder overskrift. Som regel vil journalisten forsøge at finde en rubrik, der kort, objektivt og dækkende opsummerer artiklens vinkel (hovedpointe). I blødere artikler som features og opinionsstof ser man dog ofte også mere kreative løsninger.
På mange aviser er det ikke journalisten, men redaktionssekretæren, der har det endelige ansvar for rubrikken og andet udstyr. Det skyldes, at redaktionssekretæren ved, hvor meget plads der er til rubrikken i layoutet – og i øvrigt kan kigge på artiklen med friske øjne.