Strukturfunktionalisme er en metode indenfor sociologien og antropologien, der fokuserer på at studere de sociale funktioner i en institution for at få en forståelse for hele systemets virken. Strukturfunktionalisterner ser samfundet som bygget op af forskellige uafhængige institutioner, som harmonerer med hinanden. Teoretikere som A. R. Radcliffe-Brown og Bronislaw Malinowski var med til at grundlægge retningen, med stærk påvirkning af Emile Durkheim og Max Weber.
I 1960'erne blev strukturfunktionalismen kritiseret for ikke at kunne forklare sociale forandringer og konflikter. Funktionalismen sprang ud af en tid, hvor man så samfundsstrukturer i en evolutionær linje. Man mente at "vilde" var i den nederste del af udviklingen, derefter "barbarer" og i toppen "civilisation". Også religionen blev set i dette lys: animisme, polyteisme og monoteisme. Funktionalisme var et oprør mod dette, de ville forstå samfund uden historisk og teknologisk kontekst. De ønskede blot at se på strukturen. Det giver dog i følge kritikken ikke et helt billede af et samfund, da kulturen, ideologien og historiske indvirkninger ikke kommer med, hvilket ifølge kritikerne er de instanser, der gør et samfund unikt.