Back Waffen-SS AF فافن إس إس Arabic Woffen-SS BAR Войскі СС BE Вафен-СС Bulgarian Waffen-SS BR Waffen-SS Catalan Waffen-SS Czech Waffen-SS German Βάφεν Ες-Ες Greek
| Waffen-SS | |
|---|---|
 Waffen SS' Logo | |
| Aktiv | 1933—1945 |
| Land |  Nazi-Tyskland |
| Troskab | Aksemagterne Adolf Hitler |
| Værn |  Schutzstaffel |
| Farver | Sort, grå/grøn |
| Årsdage | 2. marts |
| Slag og krige | 2. verdenskrig |
| Opløst | 1945 |
| Ledere | |
| Kendte ledere | SS-Obergruppenführer Josef Dietrich SS-Obergruppenführer Felix Steiner SS-Obergruppenführer Theodor Eicke SS-Brigadeführer Wilhelm Mohnke SS-Brigadeführer Otto Kumm SS-Brigadeführer Fritz Freitag SS-Brigadeführer Léon Degrelle |
Waffen-SS (tysk: våben-SS) var den militære gren af nazi-organisationen Schutzstaffel (SS). Waffen-SS bestod oprindeligt af tre motoriserede infanteriregimenter, hver med ca. 3.000 mand. I løbet af krigen blev særligt de første 12 divisioner betragtet som eliteenheder:
- 1. SS-Panzer-Division Leibstandarte SS Adolf Hitler (LSSAH)
- 2. SS-Panzer-Division Das Reich
- 3. SS-Panzer-Division Totenkopf
- 4. SS-Polizei-Panzergrenadier-Division
- 5. SS-Panzer-Division Wiking
- 6. SS-Gebirgs-Division Nord
- 7. SS-Freiwilligen-Gebirgs-Division Prinz Eugen
- 8. SS-Kavallerie-Division Florian Geyer
- 9. SS-Panzer-Division Hohenstaufen
- 10. SS-Panzer-Division Frundsberg
- 11. SS-Freiwilligen-Panzergrenadier-Division Nordland
- 12. SS-Panzer-Division Hitler-Jugend
De første enheder var fuldt motoriserede i modsætning til størstedelen af den regulære hær (Heer). Udover motoriseringen var de enkelte SS-grupper bedre udrustet end den tyske hær, blandt andet med flere maskingeværskytter og finskytter i de enkelte grupper.
Behovet for flere soldater viste sig imidlertid hurtigt, og kun få ansøgere kunne leve op til de høje krav, der blev stillet til SS-personel. Blandt andet var det et krav, at ansøgerne skulle være ikke-jøder og ustraffede, have et godt syn og gerne være dygtige til sport. I den første SS-division Leibstandarde Adolf Hitler var det tidligt i krigen et krav, at ansøgerne aldrig måtte have haft huller i tænderne.
Som en konsekvens af mandskabsmangel slækkedes optagelseskravene, og der opstod ikke mindre end 38 kampdivisioner med mere end 950.000 mand. Flere af divisionerne kan betragtes som en slags tysk fremmedlegion, der bestod af et sammenrend af mandskab fra de besatte områder.
Selv en lille engelsk enhed bestående af britiske krigsfanger[1] og een lille fransk enhed fik plads under SS, og muslimske divisioner (f.eks. 13. Waffen-Gebirgs-Division der SS Handschar) bestående af kroatiske og bosniske frivillige blev også medlemmer af Waffen-SS. Himmler mente, at muslimer var frygtløse krigere og ville bruge SS Handschar ((tysk): krumsabel) til at forene verdens 350 millioner muslimer i kamp mod de britiske imperialister.[2] Divisionen deserterede dog inden den kom i kamp. De havde meldt sig for at kæmpe mod vantro partisaner i det syd-østlige europa men erfarede de ville blive sat ind mod de vestallierede i Frankrig.
Før 1943 bestod Waffen-SS kun af såkaldte frivillige. Mange mindretalstyskere fra Mellem- og Østeuropa blev imidlertid fra begyndelsen indkaldt som værnepligtige til Waffen-SS uden at blive spurgt. Fra 1943 blev frivillighed heller ikke længere anvendt for rigstyskere, og især de yngste værnepligtige årgange blev indkaldt direkte til Waffen-SS. Fra begyndelsen af 1945 blev delinger fra Værnemagten overflyttet i forbindelse af omgrupperinger.
Waffen-SS blev ledet af Reichsführer-SS Heinrich Himmler, og en væsentlig del af ideologien byggede på, at SS ønskede at uddanne politiske soldater. Det bevirkede, at flere Waffen-SS-enheder kæmpede mere fanatisk end de regulære tyske tropper. Waffen-SS talte blandt mandskabet så betydelige militærprofiler som Felix Steiner, Kurt Meyer (Panzer-Meyer), Paul Hausser og Josef Dietrich (Sepp).
Under Nürnberg-processen blev Waffen-SS erklæret for en ulovlig organisation, og Waffen-SS-veteraner blev nægtet mange af de rettigheder, andre tyske veteraner fik. Ledende officerer i Waffen-SS påberåbte sig, at de blot var soldater, og efter Dachau masakren blev afsløret blev man opmærksom på at der organisatorisk var forskel på Waffen-SS soldater og koncentrationslejr vagter, hvorefter dommene over SS-officerer blev væsentlig mildere.