Kurfyrste

Kurfyrste (tysk: Kurfürst; latin: Princeps elector imperii) var en betegnelse for de rigsfyrster, der i det Tysk-romerske rige valgte (kårede) kejseren. Deres antal blev ved den gyldne bulle i 1356 fastsat til syv, men siden øgedes antallet ad flere omgange til ni.

Det Tysk-romerske rige var et valgmonarki, omend valghandlingen fra 1400-tallet ofte var formaliseret som en de facto dynastisk arvefølge af Huset Habsburg, hvor kejsertitlen som regel gik i arv til den døde kejsers ældste søn. Kejsertitlen var altså ikke juridisk arvelig, og arvingen kunne ikke bruge titlen kejser uden at være valgt.

I middelalderen valgte kurfyrsterne en Romernes Konge. Den, som blev valgt til romersk konge, blev kejser, når han var kronet til tysk-romersk kejser af paven i Rom. Fra 1500-tallet blev den pavelige kroning dog opgivet, og kurfyrsterne valgte kejseren direkte.

Værdigheden som kurfyrste indebar stor prestige, og kurfyrsterne rangerede højest blandt rigsfyrsterne og lige under kejseren.^[1] I deres områder havde de en række rettigheder, der normalt ikke tilfaldt rigsfyrsterne, blandt andet møntret. Flere af de territorier, hvis fyrster var kurfyrster, fik efterhånden tildelt forstavelsen Kur- for at tydeliggøre deres fyrstes status.

1. ^ Precedence among Nations